Gribskov | En af Danmarks største skove

Navnet bag

Navnet dukker op for første gang i Kong Valdemars Jordebog i 1231 - Gripscogh. Mest sandsynligt rummer navnet den gamle betegnelse grib, der f. eks. i gribsjord angiver et areal, som ikke er hegnet ind og derfor ikke ejes af nogen bestemt. Man kan altså forestille sig en art fællesskov eller gribeskov, som enhver kunne udnytte efter behov.

Jagten

I middelalderen bragtes Gribskov ind i et fast ejerforhold fordelt mellem Esrum Kloster og Kongen. Efter Reformationen overgik hele skoven til Kronen. På grund af hoffets store jagtinteresser, blev skoven lagt ud til en store vildtbane til jagtformål. Sidst i 1600- tallet lod Christian V udhugge et system af jagtveje, der blev flittigt brugt under de såkaldte parforcejagter. (par force betyder med vold og magt). I denne jagtform brugtes ikke skydevåben. Et stort kobbel af hunde jagede et enkelt stykke vildt, halvt til døde. Til sidst trådte jægeren til og gav det nådestødet med en bredbladet kniv. I 2015 blev Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland UNESCO Verdensarv.

Heste

Langs Esrum Sø lå i alt seks vange, som er betegnelsen for indhegnede græsningsområder for heste.  Disse blev brugt af det kongelige Frederiksborg Stutteri til sommergræsning. Hestene var sorteret i stammer eller stod, og hvert stod græssede i sin egen vang. Vangene var indhegnet af et stengærde. Til at passe på hestene ansætte man vangemændene, der boede i små huse langs Esrum Sø. Husene er i dag "afløst" af de fire skovløberhuse, der ligger ud til Søvejen.

Skovbruget - før

Kronens interesse i Grib Skov lå først og fremmest i muligheden for jagt. Skoven var derfor mere en forlystelsespark end en økonomisk ressource. Opvæksten af træer fik stort set lov til at passe sig selv og gavntræ blev hentet, hvor der tilfældigvis var noget at finde. Fra gammel tid sendte bønderne deres svin på olden i skoven og de svarede som modydelse oldengæld, almindeligvis hvert tiende dyr eller en tilsvarende værdi. Heste, køer og geder blev sendt på græs i de dele af skoven, der omsluttede landsbyernes indmarker. 

Siden middelalderen begyndte skoven at bære præg af menneskets virke og omkring 1800- tallet var træ en mangelvare i Danmark. Ved udskiftningen i 1780´erne blev derfor bøndernes brugsrettigheder til skoven afviklet. Med græsningens ophør blev muligheden for træernes selvforyngelse forbedret. På denne tid begyndte man også at planlægge en langsigtet skovdrift, og bøg og eg blev plantet i stor stil. Også rødgran plantedes, især på tidligere eng- og mosearealer. Resultatet af disse tiltag er, at skoven kan drives intensivt i dag.

Skovbruget - nu

I den senere tid er man dog begyndt at mindske arealet af granskov igen til fordel for hjemmehørende løvtræarter, især eg, og mose- og engarelaer. Man vil også have mere naturskov og derfor udlægges arealer hvor træerne af i dag er dirkete efterkommere af en selvsået skov, til naturskovsarealer. Dele af naturskovsarealerne får lov til at ligge hen som urørt skov, andre dele drives med gamle driftsformer som plukhugst, græsningsskov eller stævningsskov.