Esrum Sø - Danmarks vandrigeste
Esrum sø er Danmarks næststørste sø og den med mest vand. Her kan du bade, gå tur, se på fugle, fiske og sejle i kajak, kano, SUP og båd og bliver du sulten findes her både et ishus og en dejlig restaurant med den smukkeste udsigt.
Det kan du lave ved Esrum Sø
Vil du gerne have frisk luft? Har du lyst til at bevæge dig? Eller har du brug for ro og meditation i naturen? Esrum Sø er stor nok til at rumme det hele – det er Danmarks næststørste sø.
Esrum Sø ligger med Fredensborg by og Fredensborg Slot til den ene side og med Gribskov til den anden. Esrum Kloster ligger i nord og Nødebo i syd.
Må man bade i Esrum Sø?
Ja! Man må gerne bade i Esrum Sø – både sommer og vinter. Det er dog en god idé, at du er opmærksom på alger, før du hopper i vandet.
Se badevandskvaliteten for Esrum Sø.
Fang fisk i Esrum Sø
Lystfiskeri på Esrum Sø er tilladt. Men vær opmærksom på, at det kræver fisketegn, før du står med fiskestangen og kaster linen ud. Du kan fange en bred vifte af fisk i søen: Søørred, brasen, gedde, skalle, aborre, hork, ål, suder og løje – hvis du altså er heldig.
I 1996 blev Danmarksrekorden i søørred slået i Esrum Sø med en fisk på 8,25 kg!
Se regler om fiskeri på Esrum Sø hos Naturstyrelsen.
Fugle i Esrum Sø
Der er et rigt fugleliv i Esrum Sø, som du kan observere. Det kan du f.eks. gøre fra to fugleudsigtstårne i den sydlige del af søen. Hvinanden var tidligere sjælden, men er nu nærmest blevet et vartegn for Esrum Sø. Du kan også se mange svaner på søen.
Bemærk, at dele af søen er fredet. Det fredede område er markeret med gule bøjer.
Kajak, kano, båd og SUP
Du kan have din egen kajak, kano, båd eller SUP-bræt med ud på Esrum Sø. Det kan give sved på panden og ømme muskler. Eller det kan være en meditativ oplevelse, hvis du bare glider roligt gennem vandet.
Har du ikke dit fartøj, kan du f.eks. leje det hos Sne og Vand.
Stammer fra en stor istidsblok
Esrum Sø har ligget i Nordsjælland i rigtig mange tusinde år. Man regner med, at det er en kæmpestor isblok fra istiden, der er smeltet og har lavet søen.
Søen er ca. 9 km lang og har et overfladeareal er på 17,3 km². Det dybeste sted måler 22,3 m, og gennemsnitsdybden er på 13,5 m. Det giver en vandvolumen på 233 mill. m³ – den største i Danmark.
En del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Esrum Sø er en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland på grund af det rige dyreliv og den varierede natur.
Kort over Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Det kan du se i nærheden
Esrum Kloster – Se hvordan munkene boede i middelalderen og tag på det levende middelaldermarked
Fredensborg Slot – Besøg ét af dronningens yndlingsslotte og oplev den enorme park rundt om
Parforcejagtlandskabet, UNESCO – Oplev det enorme, menneskeskabte landskab med symmetriske stier og veje i Gribskov
Overnatning i det fri
Ved søen, på den side hvor man også finder Gribskov, er der to primitive overnatningspladser og flere grill pladser. Læs mere om lejr og grill pladser