©  Foto:

Haldbjerg Naturcampus

Haldbjerg Naturcampus - en naturperle i Nordsjælland. Velkommen til den særlige natur på Haldbjerg, ved Gribskov og Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Blot 30 min. fra København. Her kan I tage en pause fra hverdagen, et stop på cykelturen eller på vandreturen ad Tisvildevejen eller på jeres rideferie.

Sov i shelter eller telt på det naturbeskyttede overdrev med udsigt over Solbjerg Engsø og spejd efter ørne, eller vælge et sted i den dybe kløft, hvor de stejle skrænter giver ly og hyggelig stemning.

Jeres værter på stedet sikrer jer en god oplevelse og gode faciliteter, og kan endda tilbyde en morgenmadskurv eller en ”Måltidskasse Haldbjerg” til mad over bål.

Smag på naturen - etablering af skovhave

Jeres værter er Tine og Tonny Pedersen, som over en årrække har udviklet området med et ønske om at dele denne skønne natur med andre, der som de finder ro og glæde ved at være i naturen. Begge er fuldtidsbeskæftigede ved siden af dette projekt; Tonny i IT branchen og Tine som leder- og teamudviklings konsulent. Men begge brænder for at skabe mere natur og gode oplevelser i naturen, og et vigtigt element er her at opdyrke dele af område som en skovhave, efter permakultur principper.

I en sådan skovhave vil gæsterne møde træer, buske og bunddække, som alle sammen kan spises - enten frugterne, bærrene, bladene eller blomsterne. Til at starte med er der nu plantet frugttræer og buske, senere vil flere buske, bunddække og krydderurter finde vej til skovhaven. Som inspiration og til glæde for de besøgende er der tilplantet en række plantekasser med en fin blanding af grønsager, krydderurter og blomster, som kan sætte kolorit på salaten og bålmaden i sommerhalvåret.

Aktiviteter

Der er mulighed for at bestille særlige oplevelser, f.eks. et vildmarksbad, en guidet mountainbike tur i Gribskov, gourmet mad over bål med kyndig vejledning fra naturkok, naturvin- eller ølsmagning med lokale produkter, guidet tur i skoven eller klatring i de gamle egetræer. Området lejes også ud til virksomheder, som et helt særligt mødested i naturen. 

Faciliteter

På området findes fem shelterpladser, tre bålpladser og to store bålhuse som kan skabe ly til madlavning og hygge i dårligt vejr. Hver shelter og teltplads har sit eget bålsted og bænkebord og alle gæster har adgang til bålhusene, alm. toilet med varmt vand og te-køkken med køleskab, kaffemaskine, el-kedel og strøm. Der er fri brænde og wi-fi.

Åbningstider

Haldbjerg Naturcampus er åbent hele året og tilgængelighed for overnatning kan tjekkes på hjemmesiden. Har I ønsker om aktiviteter, så skriv til dem via hjemmeside eller på mail.