Kongerne og Columbus - En cykeltur rundt om Roskilde Fjord
Tag på en cykeltur rundt om Roskilde Fjord for at besøge Danmarks første industriby Frederiksværk og Jægerspris Slot, begge skabt af de danske konger. Beliggende ved fjorden og omgivet af skove deler de historien om overgangen fra enevældige kongers magt til demokrati. Udforsk historien gennem Arsenalet, Krudtværksmuseet og Jægerspris Slot.
Tag på en cykeltur på 29 kilometer rundt om Roskilde Fjord for at besøge Danmarks første industriby Frederiksværk og Jægerspris Slot.
Den fantastiske beliggenhed, omkranset af store skove ved Roskilde Fjord, er ikke det eneste, de to steder har til fælles. Kongerne byggede Jægerspris Slot og skabte industribyen Frederiksværk. Derfor fik det stor betydning for de to steder, da magten skiftede fra de enevældige konger til demokrati. Få historien ved at svinge ind om Arsenalet, Krudtværksmuseet og Jægerspris Slot.
Cykelturen bindes sammen af sejlturen over Roskilde Fjord med færgen Columbus mellem Sølager og Kulhuse. Det er ikke bare en færgeforbindelse, men også en historisk forbindelse mellem Jægerspris og den militære industri i Frederiksværk. På krudtværket brændte de trækul af elletræ, som blev hentet i skovene omkring Jægerspris og sejlede over Roskilde Fjord. Det var en vigtig ingrediens i fremstillingen af sortkrudt.
Her starter turen.
Cykelturen starter på Frederiksværk station, som du kan nå med lokaltog fra Hundested – eller Hillerød med S-togsforbindelse til København.
Fra stationens hovedudgang drejer du til venstre og til venstre igen ved stationskiosken og cykelstativerne. Kør ad stien langs banen, fortsat lige ud ved K. A Larssensgade. Banestien fortsætter ind i Tømmerpladsvej, som du følger indtil den slutter ved Havnevej. Du drejer til højre ad Havnevej frem til det store kryds ved Hermannsgade.
Stå af cyklen og gå over fodgængerfeltet. På den store P. plads følger du stien langs kanalen, så du kører mellem kanalen og biblioteket. Bliv ved med at følge stien – selvom den er smal. Til sidst er der en stigning som kræver du trækker op langs det gamle pumpehus. Kryds tværs over det grønne anlæg. Du finder Arsenalet langs kanalen, mellem kirken og legepladsen på Artilleripladsen.
Arsenalet
I Arsenalet kan du besøge udstillingen ”Frederiksværk – Danmarks første industriby”. Her kan du høre om udviklingen af byen fra oprettelsen af det militære industrikompleks i 1750’erne til fremstilling af krudt, kugler og kanoner til de nyere virksomheder inden for støbejern og stålproduktion. Der er fællesbillet mellem Arsenalet og Krudtværksmuseet. Huset huser også infocenteret til Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Krudtværksmuseet
Midt i Frederiksværk finder du det store krudtværksområde. Her går du på opdagelse mellem de gamle industribygninger eller besøger Krudtværksmuseet, hvor du kan opleve de gamle industrimaskiner og høre om de farlige arbejdsforhold i krudtproduktionen. Engagerede frivillige giver historien et personligt touch.
Fortsæt på Krudtværksalleen
Efter besøget fortsætter du ganske kort langs museet på Krudtværksalleen. Drej til højre første gang og forbliv på Krudtværksalleen frem til Syrevej, hvor du drejer til venstre. Drej til højre ad Krudtværksvej (det er lige ved den store P. plads bag den røde rådhusbygning. Kør forbi daginstitutionen og drej til venstre umiddelbart efter, således at du kommer om på siden af daginstitutionen.
Kør på stien til den slutter og drej til højre på villavejen Aavej (der er ikke noget skilt). Kør til enden af vejen og drej til venstre på Åsebro. Fremme ved Gl Hundestedvej drejer du til venstre. Vejen skifter navn til Hanehovedvej. Du kommer forbi Hanehoved Station, kryds over sporene og bliv ved med at køre ligeud. Fortsæt frem til kort før hovedvejen Hundestedvej vej nr 16. Her svinger du til venstre og fortsætter på cykelstien på cykelrute 40, som løber i venstre side af vejen.
Kør nu ad cykelrute 40
Du kan følge cykelruteskiltene på cykelrute 40 helt frem til færgeoverfarten ved Sølager. Men hold øje med den lille P-plads i venstre side af vejen ca. 150 meter efter du er kørt ind i skoven. Her drejer ruten ind i Grønnesse Skov. Du følger Cykelrute 40-skiltene gennem skoven.
Ved vejen ned til Grønnessegaard Gods svinger du kort til venstre og straks efter til højre videre ind i skoven. Fremme ved Grønnehavevej (ikke noget skilt) drejes til venstre og straks efter en blød bue til højre. Du fortsætter på skovvejen frem til den slutter for enden af Grønnehavevej. Du drejer til venstre på Store Karlsmindevej og er tilbage på asfalt igen. Drej til venstre ved campingpladsen på Kulhusvej og fortsæt frem til færgelejet, hvor færgen Columbus sejler fra.
Columbus - en færge uden sejlplan
Få en oplevelse af de store på overfarten mellem Sølager og Kulhuse på Roskilde Fjord. Færgen er en af de sjældne, som sejler uden sejlplan, men efter behov. Det vil sige, at du kan tilkalde færgen ved at benytte ”vende”-signalet ved bomanlægget. Columbus er bygget i Norge i 1947 og blev i 1962 ombygget til sejlads på netop denne strækning, hvor den har sejlet siden, dog afbrudt i en kortere periode fra 2002-2005.
Tjek M/F Columbus før du drager afsted. Færgen sejler normalt fra 1. april til og med efterårsferien. Men vejr og vind kan give anledning til aflysninger.
Efter en kort færgeoverfart er du i Hornsherred, halvøen mellem Roskilde og Holbæk fjorde. I Kulhuse kan du tanke op på vådt og tørt, og på vestsiden af Kulhuse er der en dejlig sandstrand (ved campingpladsen).
Nationalcykelrute 2 til Jærgerspris Slot
Du møder nu et nyt cykelruteskilt; det blå/røde nationalcykelrute 2. Den nationale cykelrute 2 og Cykelrute 40 Fjordstien følger et forskelligt ruteforløb, men dog løber de begge gennem Nordskoven. Du kan vælge at følge en af disse eller tage den sikre rute langs cykelstien på hovedvej 207 Kulhusvej. I udkanten af Kulhuse drej til højre ad Gl Kulhusvej, følg skiltene ”Cykelrute Jægerspris”. Efter benzinstationen løber ruten ud på en dobbeltradet cykelsti langs hovedvejen Kulhusvej, vej 207. Følg cykelstien frem til vejen drejer skarpt til venstre, her ligger Jægerspris Slot. Hvis du kommer fra skovsiden på en af de to andre cykelruter ankommer du på Dyrnæsvej, så skal du dreje til højre for at komme til slottet.
Jægerspris Slot
Tag med tilbage til 1850’erne, da Frederik 7. og grevinde Danner boede på Jægerspris Slot. I museet træder du ind i regentparrets farvestrålende værelser, og du bliver ført tilbage til 1800-tallet royale liv. For værelserne står præcis, som de gjorde, da Frederik 7. og grevinde Danner boede på slottet.
Historien fortsætter i slotsparken, hvor grevinde Danner er begravet. Du kan også gå på opdagelse i Wiedewelts Mindelund. Mindelunden er en skulpturpark med 54 mindesten. Den blev anlagt i 1700-tallet af kongefamilien og fejrer 83 af kongerigets største helte. Vil du på en historisk vandring, er Mindelunden perfekt med smuk natur og masser af danmarkshistorie.
Samme vej tilbage eller toget hjem
Efter besøget kan du køre samme vej retur, eller fortsætte til Frederikssund og tage toget derfra. Kører du mod Frederikssund, så kør gennem Jægerspris by på Hovedgaden og senere gennem skoven langs fjorden. Det er ligeud hele vejen, men vejen skifter navn til Færgelundsvej frem til Kronprins Frederiks Bro.
Drej til venstre hen over broen (cykelsti i højre side af broen). På den anden side, drejer du straks til højre af Færgevej. Ved havnen skifter vejen navn til Bruhnsvej. I rundkørslen tager du anden afkørsel ad Nygade og følger den langs indkøbscenteret. Drej til højre på Jernbanegade og du er ved stationen. Fra Frederikssund station kan du fange et S-tog.
Fakta om turen
- Start: Frederiksværk Station
- Længde: 29 km
- Underlag, primært asfalt, grus hvis du vælger ruten gennem Nordskoven
- Egnet til voksne og familier med lidt større børn
- Skiltning: Rute 40 og Nationalcykelrute 2, uskiltet meget af vejen
- Toilet: Frederiksværk Station, alle museer, Kulhuse Havn, Frederikssund ved siden af Restaurant Toldboden
- Sæson: På grund af færgen M/F Columbus skal turen køres fra april til oktober
- Find interaktivt kort via QR-koden i toppen
Her kan du spise
- IsSalonen
- Café Danner på Jægerspris Slot
- Is på Sølager Strand Camping
- Jægerspris Is
- Farmors - café og butik
- Restaurant Toldboden (Frederikssund)
- Café Ærligt (Frederikssund)
Det skal du se
Her kan du sove
- Frederiksværk Camping og Hostel
- Nordsjællands Ferieboliger
- Byaasgaard – Camping, Gårdbutik & Mikrolandbrug
- Sølager Strand Camping
- Kulhuse Camping
- Færgelundens Motel & Kursuscenter (Frederikssund)