Svampe fra Tisvilde Hegn

På jagt efter svampe nord for København

© VisitNordsjælland
Foto: Sarah in the Green

Skovene på Sjælland er et tagselvbord med de lækreste spisesvampe, og i efteråret pibler de frem i skovbunden. Tag med på guidet svampetur i de nordsjællandske skove, eller gå selv på jagt efter svampe. Meld dig til efterårets svampeture, og få tips til hvad, du skal være opmærksom på.

Kantareller i fletkurv
© VisitNordsjællandFoto: Sanketure
Kurv med blandede svampe plukket i skoven
© VisitNordsjællandFoto: Sanketure

6 tips til din jagt på svampe i Nordsjælland
 

1 Hold jer til rørhatte

"De fleste svampe er spiselige, men det betyder ikke, at de smager godt. Smid dem væk, hvis de smager bittert og skarpt, og hold jer til rørhatte. Så er en maveforgiftning det værste, der kan ske," fortæller biolog Bent Otto Poulsen, med den store viden om de mærkelige vækster i skovbunden. Rørhatte kan let kendes på hattens underside, der har et tæt lag af fine rør. Et godt sted at lede er i nærheden af gamle bøgetræer.

2. Kantarellen er en god begyndersvamp

Den populære kantarel er også en god begyndersvamp, fordi den er let at kende. Den har en abrikosagtig lugt og en lidt skarp smag, der ifølge Bent Otto Poulsen forsvinder ved tilberedning. Kantarellen vokser i næringsfattig jord og altid i nærheden af løv og nåletræer. På en svampetur bliver der gjort holdt flere gange, og alle svampene bliver gennemgået, også dem du absolut skal holde dig langt væk fra.

3. Hvordan kan jeg finde svampe som nybegynder?

Hvis der absolut ikke er nogen kurser eller erfarne svampejægere der kan tage dig med ud på tur kan vi foreslå at du erhverver dig bøger og læser grundigt om en til tre svampe og lære at genkende dem helt inden du begynder at samle svampe. Du kan også bruge app'en og hjemmesiden VILD MAD til at få inspiration og tip til din næste sanketur.

4. Hvad skal jeg medbringe på svampeturen?

Før du tager afsted på svampetur, er det en god idé at have udstyret i orden. Et godt svampekit består af:

  • Din gode sunde fornuft - lad være med at spise noget du ikke er sikker på.
  • Svampekurv - så dine svampe ikke bliver mast eller smattede på turen. Man skal helst undgå plastikposer da svampene nemt bliver ødelagt heri.
  • Svampekniv - en lille skarp kniv til at skære ødelagt dele fra samt bunden af svampen.
  • Svampebog - til bestemmelse af svampearter og generelle råd på svampeturen. 
  • Børste - til at fjerne jord fra svampene. Det kan være nemmere at holde dem rene før de ligger i din kurv.
  • Et kort eller din telefon - så du kan kortlægge de gode svampesteder til næste år.

Husk i øvrigt fornuftigt fodtøj, så du ikke kommer til at fryse om fødderne, og tøj der passer til vejret!

Sanketure i Nordsjælland

Foto:Sanketure

5. Hvor finder jeg svampe i Nordsjælland?

Reelt set kan man finde svampe overalt i Nordsjælland, men nogen af de store gode steder er helt klart Gribskov, Tisvilde Hegn og Store Dyrehave. Gribskov er dog specielt nævnt som et godt sted da de forskellige biotoper og den store størrelse gør at der er mange steder svampene kan gro. Tag med Sanketure på svampetur i de nordsjællandske skove. Se indslag om turen fra TV2 Lorry.

6. Jeg er i tvivl om den svamp jeg har fundet

Hør dig ad og lad helst bare være med at plukke den. Hvis du evt. har plukket den kan du bruge svampeatlas’ guide til at nærmere bestemme svampen og om den er spiselig. Det er dog stadig en bedre idé at forhøre sig med en ekspert.

På svampetur i Tisvilde Hegn

Bloggeren @sarahinthegreen har været en tur i Tisvilde Hegn og lede efter spiselige svampe. Læs hendes guide til at finde de helt rigtige svampe i naturen.